I dette projekt har vi arbejdet iterativt med afsæt i Design based Research (DBR).
Metoden er kendetegnet ved at der konstrueres (didaktiske) designs, som kan skabe processer, der både hviler på et teoretisk grundlag, men samtidig også udvikler ny viden samt afprøver og forbedrer et didaktisk design i et specifikt læringsmiljø. Konteksten for designet spiller en rolle, og praksisdeltagere involveres. Det vil sige, at designet tilpasses de involverede, og der tages højde for deres input og "ekspertise" i designets udviklingsfaser.
DBR har som metode et dobbelt mål om både at undersøge og forbedre praksis, og vil fx forsøge at forstå og forbedre en konkret undervisningspraksis på samme tid. På den måde kan metoden bidrage til at undersøge robustheden af de didaktiske designs i forskellige kontekster, og derved substansen af de principper man opstiller på baggrund af afprøvningen af designet.
I denne gruppe har vi fokuseret mest på det didaktiske udviklingsspor, og derved har en udfoldet teorigenerering ikke været højt prioriteret. Vores fund og udviklede didaktiske greb er baseret på empiriske afprøvninger, hvor iterationer er udvidet med indsigt i fagfaglig teori til videre re-didaktiseringer. Det som dermed kan svare til vores udviklede teori belyses gennem vores udviklede modeller/didaktisk greb og forløb og begrundelserne herfor.
Projektet har forløbet over to år, og den empiriske data, der som sagt har dannet baggrund for udviklingssporet og vores fund, er indsamlet via observationer af gennemført undervisning (hvor designet bruges), lydoptagelser af elevernes arbejde med reception af multimodale tekster, dokumentanalyse af elevernes egenproduktioner, interview og samtaler med lærere og elever (til videre iterationer).
Målet med projektet har været at udarbejde nogle didaktiske greb, konkrete undervisningsforløb og refleksionværktøjer for andre, der ønsker at designe en mere undersøgende undervisning. Dette med afsæt i Novel Engineering som eksemplarisk tilgang, da den medtager et blik for en literacyundervisning som fokuserer på meningsfuld elevdeltagelse gennem en mere legende og aktiv undervisningsform. Via Novel Enginnering kan eleverne træde ind og ud af narrativer, som gøres aktuel for dem idet eleverne skal designe funktionelle løsninger til de læste og oplevede tekster.
I kan finde beskrivelser og indblik i projektets iteratoner på denne side, hvor vi også deler undervisningsforløb m.m., og her finder I en oversigt over projektets formidling og videre udbredelse.
For yderligere forskningsinteresse udover denne hjemmesides format og indhold:
Nærmere informationer om projekts forskningsdesign og metodiske valg kan rekvireres ved udviklingsgruppen.
Referencer:
Barab, S. & Squire, K. (2004). Design-based research: Putting a stake in the ground. The journal of the learning sciences, 13(1), 1–14.
Barrab, S. (2006). Design-Based Research: A Methodological Toolkit for the learning Scientist I: Sawyer, R. Keith: The Cambridge handbook of Learning Sciences. Cambridge University Press.
Christensen, Ove m.fl (2012). Design-Based Research – introduktion til en forskningsmetode i udvikling af nye E-læringskoncepter og didaktisk design medieret af digitale teknologier I: Læring & Medier (LOM) – nr. 9 – 2012.
Gynther, K. m.fl. (2011). Design Based Research – en introduktion til en forskningsmetode i udvikling af nye E-læringskoncepter og didaktisk design medieret af digitale teknologier. Tidsskrift.dk. Link: https://tidsskrift.dk/lom/article/download/6140/6108